Dansk med mening: Hvordan litteratur kan motivere og inkludere

  • Hej medstuderende,

Jeg har udarbejdet dette professionsessay i dansk i en 4. klasse.

Mit ønske var at skabe en motiverende undervisning, der gav eleverne mulighed for en grad af selvbestemmelse inden for de givne rammer, så de kunne tage noget personlig lærdom med fra arbejdet med den billedbog, jeg havde valgt til forløbet. Bogen hedder Bello, den er skrevet af Mette Eike Neerlin, og den indeholder en dybde, der tillader masser af gode arbejdstimer med den i beskæftigelse med relevante temaer som inklusion og anderledeshed.

Mit undersøgelsesspørgsmål lød således:

“Hvordan kan jeg ud fra Hiim og Hippes relationsmodel udvikle et motiverende undervisningsforløb i dansk i 4. kl., hvor alle eleverne inkluderes og medinddrages omkring opgavevalg i arbejdet med billedbogen Bello, og hvor alle elever gives en demokratisk stemme?”

Min DIGI-talk

Mvh Jamie Lieberkind

Motiverende og undersøgende litteraturundervisning

Kære medstuderende,

Med afsæt i min egen demotiverede folkeskoleoplevelse med klassisk litteraturundervisningsdidaktik i dansk, havde jeg sat mig for at undersøge, hvordan man skaber en undervisning, der ikke er begrænset af lærerens mesterfortolkninger og tanken om, at der kun er et korrekt svar.

Dette byggede jeg videre på via forskningsdata og -teori om motivation, og tilrettelagde det efter undersøgelsesorienteret litteraturpædagogik. Særligt har jeg i denne undersøgelse eksperimenteret med ikke at analysere elevernes forudsætninger, således eleverne ikke blev begrænset af mine egne forudindtagede holdninger og bedømmelser af deres profiler.

Der blev produceret foldebøger, handlingstidslinjer, brevkassespørgsmål, lydoptagelser og filosoferende samtaler. Eleverne fik frihed til selv at sætte bl.a. niveau og grupper, hvilket de tog konstruktivt imod.   
Det blev til en spændende og sjov undersøgelse i praksis.

Min DIGI-talk

God dag!

Marie

Venskabsmaskinen – litteraturforløb i dansk

Hej medstuderende

Når der er meget uro i klassen, kan det være svært at skabe trivsel. Hverdagen bliver sur for både lærer og elever. Men kan en engagerende litteraturundervisning med fokus på kreativitet, respekt og ansvar føre til at uroen mindskes, og dermed at trivslen øges?

Følg en 3.klasse på en skole for højtbegavede børn hvor et øget antal opgaver, klare regler, kreative litteraturanalyser, fællesskab og en lille smule kage fører til et stort engagement.

Mit undersøgelsesspørgsmål lød:

Hvordan kan jeg med udgangspunkt i SMITTE-modellen planlægge et engagerende litteraturforløb, hvor eleverne gennem kreative meddigtningsøvelser er i en proces med at forstå og fortolke det læste værker?

Min DIGI-talk

God læsning.

Med venlig hilsen

Minna –

Leg med eventyr i danskundervisningen

Kære medstuderende 

Jeg har udarbejdet et professionsessay på baggrund af dette undersøgelsesspørgsmål: 

Hvordan kan man bruge Hiim og Hippes relationsmodel til at planlægge, gennemføre, evaluere og udvikle et motiverende og undersøgende litteraturforløb i dansk i 6. klasse, hvor eleverne gennem omskabende arbejde med digital produktion opnår forståelse og fordybelse i værket Askepou, som indgår i eventyrsamlingen Der er Engang, af Kim Fupz Aakeson?

Jeg fandt det relevant at undersøge, hvordan alle elever i en klasse kunne motiveres til at ville indgå i konstruktive læringssammenhænge, så ville opnå succesoplevelser med dertil hørerende lyst til læring. På baggrund af dette, valgte jeg at gøre brug af en undersøgende litteraturtilgang til et moderne eventyr, idet der via denne tilgang er fokus på elevernes møde med teksten frem for, hvorvidt de har analyseret en tekst rigtigt. I sidste fase af undervisningen skulle eleverne via omskabende arbejde fremstille deres egen version af mit valgte eventyr. Dette gjorde de via det digitale værktøj Pixton. Der var desværre ikke særlig mange elever der havde et færdigt produkt, men dem det blev til, var superfine. 

Jeg håber I kan finde lidt inspiration i mit professionsessay (selvom det måske er ekstra langt ;))

 

Min DIGI-talk

Venlig hilsen

Nikoline