Danskfaget i 4. klasse: Når podcast gør mundtlighed til fagligt indhold

Kære medstuderende

I mit professionsessay har jeg undersøgt, hvordan podcastproduktion kan fungere som en didaktisk ramme for systematisk arbejde med mundtlighed i en 4. klasse. 

Mundtlighed fylder meget i skolen – men ofte som aktivitet snarere end som eksplicit fagligt indhold. Gennem et undervisningsforløb, hvor eleverne producerede podcast om henholdsvis skolefest og Ole Lund Kirkegaard, undersøgte jeg, hvordan mundtlighed kan gøres til genstand for planlægning, analyse og evaluering.

Eleverne arbejdede med: 

  • Stemmeføring, tempo og pauser.
  • Modtagerbevidsthed.
  • Struktur (intro, midte, outro)
  • Multimodale virkemidler som musik og lydeffekter.
  • Interviews.

Min analyse viste, at podcastformatet skaber en autentisk kommunikationssituation, hvor eleverne bliver bevidste om, at de taler til en reel lytter. Samtidig blev det tydeligt, at mundtlighed kræver lige så tydelig stilladsering og metasprog som skriftlighed. 

Undersøgelsen har gjort mig særlig opmærksom på:

  • Betydningen af systematisk arbejde med spørgeteknik.
  • Nødvendigheden af at udvikle elevernes prosodiske bevidsthed.
  • Og vigtigheden af at kvalificere multimodale valg.

Podcast blev dermed ikke blot et produkt, men et redskab til at gøre mundtlighed til et tydeligt fagligt fokusområde i dansk.

Link til DIGI-talk

Mange hilsner

Mathilde

Når elever bliver forfattere – handlings- og procesorienteret skriveundervisning i dansk i 3. klasse

Hej medstuderende

Jeg har udarbejdet et professionsessay på baggrund af følgende undersøgelsesspørgsmål: Hvordan kan en differentieret handlings- og procesorienteret skriveundervisning stilladsere elevernes skriveproces i 3. klasse og dermed understøtte elevernes skriveidentitet og mestringsforventninger?

I dette professionsessay undersøger jeg, hvordan en differentieret, handlings- og procesorienteret skriveundervisning kan stilladsere elevernes skriveproces i 3. klasse – med særligt fokus på at understøtte deres skriveidentitet og mestringsforventninger. Med afsæt i mit praktikforløb og konkrete undervisningserfaringer reflekterer jeg over, hvordan man som dansklærer kan rammesætte skriveprocesser, der motiverer, inkluderer og giver eleverne mod på at udtrykke sig skriftligt. Essayet giver indblik i både teoretiske perspektiver og praksisnære greb, som kan inspirere andre til lignende forløb.

Læs med, og få inspiration til, hvordan du som dansklærer kan arbejde differentieret og procesorienteret med elevers skrivelyst, skriveidentitet og tro på egne evner.

Min DIGI-talk

Mange hilsner

Mathilde

Når litteraturen bliver for alle: Demokratiske klasserum i dansk

Hej medstuderende

Jeg har udarbejdet et professionsessay på baggrund af følgende undersøgelsesspørgsmål:

Hvordan kan jeg med afsæt i SMTTE-modellen udarbejde et inkluderende litteraturforløb i dansk i indskolingen, hvor eleverne arbejder undersøgende med litteraturen gennem involverende aktiviteter, der giver alle elever mulighed for at deltage i det demokratiske klasserum?

Hvordan skaber man en dansklektion, hvor alle elever føler sig set, hørt og inkluderet?

I mit professionsessay undersøger jeg, hvordan litteraturundervisningen i indskolingen kan blive et rum, hvor alle elever – uanset deres faglige niveau – kan deltage aktivt og undersøgende. Med afsæt i min praktik har jeg udviklet et inkluderende litteraturforløb, der gennem dialog, kreative aktiviteter og samarbejde, giver plads til forskellige perspektiver og læringsstile. Målet er at skabe et demokratisk klasserum, hvor alle elever får mulighed for at udtrykke sig og opleve glæden ved litteraturen.

Læs med, og få inspiration til, hvordan du kan skabe en undervisning, der favner alle i danskfaget.

Min DIGI-talk

Mange hilsner

Mathilde

Danskundervisning i digital dannelse

Hej DIGI-medstuderende! 

I min undersøgelse i folkeskolen har jeg valgt at fokusere på kommerciel og digital kommunikation i udskolingen i faget dansk.  

I mit undervisningsforløb har jeg først og fremmest været meget inspireret af Freinet, som lagde stor vægt på kommunikation, praktisk arbejde og elevernes deltagelse i processen. Derfor har jeg også bygget undervisningen op, ud fra den handlingsorienterede undervisning. Eleverne har selv leget influencere og produceret en reklame om deres egen skole og de har derfor skulle tænke i regler og love om skjulte og ikke skjulte reklamer.

Inden jeg fysisk mødte op til undervisningen, havde klassen et introforløb med deres egen lærer, hvor de så en video af mig, der præsenterer mig selv og giver dem en opgave. Her har jeg været inspireret af “Flipped Classroom” af Jonathan Bergmann og Aaron Sams, men ud fra teori fra Sally Anderson og Konstancja Ford, i forhold til hurtigere at blive en del af klassens fællesskab, så undervisningen glider lettere. 
Denne del af undervisningen kan jeg kun anbefale at gøre brug af, hvilket jeg da også selv satser på at gøre fremadrettet. Det bliver formentlig en fast del af de kommende undersøgelser jeg laver, da det var så stor en succes.   

Mit undersøgelsesspørgsmål lyder:

  • Hvordan planlægges, gennemføres, evalueres og udvikles danskundervisning i udskolingen i digital dannelse indenfor reklamer for børn og unge, hvor fokus er på elevernes digitale kommunikationsevne?  

Jeg håber at min opgave kan inspirere dig!

De bedste hilsner

Mathilde Julie Lindholm